MC tur til Marokko 12. maj 2025

Referat fra Turen til Marokko i Kvarterhuset den 12. maj 2025

Meget skulle gøres anderledes i forbindelse med skiftet fra Sognehuset til Kvarterhuset. Det var nyt, det var spændende og det var – anderledes. Vi var spændte og lidt nervøse omkring, hvor mange af vore medlemmer ville følge med over i Kvarterhuset. Spændingen og nervøsiteten blev hurtig gjort til skamme da pladserne på et øjeblik blev indtaget af såvel medlemmer, som enkelte gæster. ca. 50 i alt.

Bestyrelsen havde allieret sig med pianisten Jørgen Juhl, der indledte aftenen med ”Kom maj du søde milde”. Senere blev sangene ”Den blå anemone”, ”Jeg ved en lærkerede”, sunget. Aftenen sluttede af med sangen ”Du kom med alt det der var dig”. Teksterne blev vist på skærmen, iscenesat af Preben Søegaard.

Turen til Marokko var delt ligeligt mellem billeder og fortælling ved Finn Damkjær.

Turen startede sidst i februar 2023 i Kolding i regnvejr og ca. 5 grader, med i alt 7 deltagere opsamlet ned gennem Europa. Første stop var Schwarmstedt i Tyskland svarende til 350 km. Herefter gik turen videre til Wachtberg og derfra til Metz i Frankrig. Herefter gik turen videre med færgen fra havnebyen Séte forbi Barcelona til Tanger i Marokko, en sejltur på ca. 40 timer.

Herefter blev det vanskeligt at følge med i de mange fremragende billeder og marokkanske stednavne, da man havde fravalgt motorvejene. Kort fortalt gik turen over Atlasbjergene og ned til Sahara. Ofte en tur på 700km. dagligt. På tilbagevejen gik turen forbi Agadir, der i 1960 blev ramt af et voldsomt jordskælv. Turen i Marokko sluttede, som begyndt, i Tanger.  Det skal lige nævnes, at ved ankomsten til Tanger blev motorcyklernes stelnummer noteret på en meget lille seddel. Forliste man denne seddel var det så godt som udelukket at komme med færgen. Heldigvis havde alle syv deltagere orden i sagerne.

Efter afgangen fra Marokko valgte nogen at køre op gennem Spanien hele vejen hjem mens andre sejlede retur til Séte og derfra kørte hjem. Finn Damkjær omtalte Marokkanerne som fattige men venlige mennesker.

Finn Damkjær var en fortræffelig fortæller og hans billedgalleri var flot og godt sammensat – en nydelse at se på.

Referent: Jørgen Hansen

Foto: Preben Søegaard

20250512_191235-2 20250512_191240 20250512_191259 20250512_191346 20250512_191349 20250512_191354 20250512_191359 20250512_201713 20250512_201730 20250512_201742 20250512_201826 20250512_203113 20250512_203305 20250512_203541 20250512_203641 20250512_203820 20250512_204111 20250512_205053 20250512_205404-2

 

 

Velkommen til Seest Lokalhistoriske Forening