Smørdritler og tyske flygtninge


60 år i Seest. En fortælling om smørdritler og tyske flygtninge.

I min interesse for lokalhistorie her i Seest, vidste jeg godt, at jeg skulle tale med Viggo og Ruth Krat.
Til januar har de nemlig boet som ægtepar her i Seest i 60 år! De er tilmed begge vokset op her og har gået i Seest gamle Skole. Jeg besøger dem en eftermiddag, vi synger salmer og spiser hjemmelavet æble/kokoskage.

-Ruth, er der noget med din far var søn i bødkervirksomheden, ”J. H. Zebis og sønner”?
Ja, min far, hans bror og min bedstefar lavede tønder, saltkar og skyllekar m.m. i træ.

-Hvad er dog en drittel?
En drittel var en træbeholder til f.eks. smør, som kunne rumme 1/3 tønde i sig. Helt op til plastikken vandt frem omkring 1970, brugte man smør-dritler til at eksportere smør i til England. Det er Viggo som forklarer det.
Ruth tilføjer: Og du kan tro det skulle gå stærkt, når der kom skib til Kolding Havn efter smør. Først skulle dritlerne fremstilles, der var måske 10 mand på opgaven. En dygtig mand kunne lave ca. 60 på en dag, og så var ugelønnen god. Derefter blev dritlerne sendt ud på oplandets mejerier, hvor de blev fyldt med smør. Så blev de kørt tilbage til smørbåden, som man kaldte skibet. Her var min far og en ekstra mand så klar til at reparere skader, der var sket på dritlerne under transport og lastning. Efter at plastikken overtog markedet, måtte firmaet lukkes. Min far begyndte at undervise i engelsk og navigation. Han boede i eget hus i Seest, til han døde i 1993.

-Det var Ruths far, hvad med dine forældre, Viggo?
Min far var murerarbejdsmand. Men han og min mor var værtsfolk i missionshuset, som ligger på Seestvej helt oppe ved Hylkedalsvej. Her har jeg mange minder fra. Under krigen inddrog tyskerne missionshuset, hvor der boede tyske flygtninge. Først kom der piger, senere drenge, fra hitlerjugend. De var sendt hertil i 1943 for at grave pansergrave tværs over Jylland. Senere kom der oldgamle mænd. Men så begyndte flygtninge at komme fra Østtyskland. De levede kummerligt. De lavede mad udenfor, og min mor lod mødrene koge sutteflasker til de spæde børn i det store komfurs vandgryde inde i køkkenet. Min mor var bange for, danskere skulle blive sure over min mor hjalp dem lidt, men de stakkels flygtninge havde ingenting.

-Talte du med de tyske flygtninge?
Ja. En dreng på min alder fortalte mig, hvordan de var flygtet i et kultog. De havde skjult sig i kullene og var helt sorte. Han fortalte mig, at når én af dem døde, tog to af de andre fat i ham og smed ham af toget. Det har været strengt.
Bare et lille udpluk af Seest i 60 år, som Ruth og Viggo har været en del af. Viggo har endda som murer været med til at bygge Seest.
Ruth fortæller: Viggo har jo bygget mange ting i de mange år, han har drevet firma. F.eks. Bioteknisk Institut, K.F.U.M. Hallen, gymnastiksalen ved den gamle skole, pensionistboligerne ved Holbergsvej. Han har alle dage ønsket at bygge en kirke fra grunden, men det blev det ikke til, selv om han sluttede Teknisk Skole med en sølvmedalje.

Kristina Nilsson